Nyt karakterforslag kan både gavne og overbebyrde folkeskoler i Kolding

Nyt forslag om at sætte en ny karakter i karakterbladet, som skal belønne elevernes flid og hårde arbejde modtages med blandede følelser. Også blandt den lokale formand for skolelederforeningen i Kolding.

Af Matilde Krogsgaard

Forslag om ny karakter modtages med blandede følelser hos Koldings formand for skolelederforeningen og viceskoleleder på Sdr. Bjert Centralskole, Henrik M. Larsen. Han er bekymret for den store arbejdsbyrde, som uden tvivl vil følge med, hvis flittighedskarakteren vedtages:

”Forslaget kan umiddelbart godt være en god ide, men jeg synes man skal vurdere nøje, om det er det værd at pålægge vores folkeskolelærere det øgede pres,” siger Henrik Larsen.

Til Jyllands-Posten har Pernille Rosenkrantz-Theil (S) onsdag udtalt, at hun særligt håber på, at denne nye karakter vil komme til at gavne de fagligt svage elever.

Henrik M. Larsen er på dette punkt enig med ministeren:

”Nu er jeg jo oppe i den alder, hvor jeg selv har haft ordenskarakterer i skolen, og dengang, der betød det faktisk rigtig meget for dem, som ikke var så bogligt stærke, at de kunne få gode karaktere på andre områder end det boglige.”

Flittighedskarakter kan påvirke præstationskulturen negativt

Udover Henrik M. Larsen har Den Kolde Avis torsdag haft fat i formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding, Kristina Jørgensen (DF), for at høre hendes mening omkring det nye forslag.

Ligesom Henrik M. Larsen, så ser Kristina Jørgensen blandet på det nye forslag, og frygter især, at den nye karakter vil komme til at ramme de unge, som i forvejen stiller store krav til dem selv:

”Det er klart, at der er nogle fordele i at indføre den her karakter, men jeg kan samtidigt frygte, at det vil øge det pres, der i forvejen ligger på de unge,” udtaler Kristina Jørgensen.

Fra Christiansborg til Kolding

Det Kristina Jørgensen (DF) og Henrik M. Larsen frygter mest, hvis der skulle komme en ny karakter på skemaet. Kolding Kommune er i forvejen den kommune som benytter færrest penge pr. folkeskoleelev på landsplan, og ressourcer er således ikke det kommunens folkeskoler har flest af:

”Vi oplever tit, at det der bliver lovgivet om på Christiansborg, tit og ofte kan være utroligt udfordrende og krævende at skulle gøre i praksis ude i kommunen, og det kunne jeg godt frygte, også ville blive tilfældet med det her,” siger Kristina Jørgensen til Den Kolde Avis.

Henrik M. Larsen bakker hende op i det synspunkt:

”Det her forslag, det er helt sikkert noget værd, for nogle udvalgte elever, men jeg tvivler på, om det er det værd for hele skolen samlet set.”

Begge kilder understreger til slut, at de ikke kan sige noget endeligt, før end forslaget vedtages.