Munkensdam Gymnasium går til kamp mod tobakken

Initiativet Røgfri Skoletid skal forebygge rygestart på alle skoler omkring i landet, der optager elever under 18 år. Munkensdam Gymnasium i Kolding håndhæver restriktionerne, samtidig med at de vil hjælpe eleverne med at stoppe med at bruge tobak.

Af Nicklas Roed

I december 2019 forbød Folketinget brug af tobak i skoletiden på tværs af adskillige uddannelsesinstitutioner, der optager børn og unge under 18 år. Fra den 31. juli blev det til et lovkrav på alle gymnasiale uddannelser.

Munkensdam Gymnasium er ét af de gymnasier, der skal vænne sig til, at der ikke længere må benyttes tobaksprodukter i skoletiden – heller ikke udenfor skolens matrikel.

Eleverne har indtil videre taget pænt imod selve initiativet til trods for, at elever med vane for tobak skal tilpasse sig, at de ikke kan indtage tobak i skoletiden. Tobaksforbuddet gælder også til festlige arrangementer på skolen.

Foto: Emil Helms

”Vi går på to ben i den sammenhæng: de justeringer, der skal til i studie- og ordensreglerne med tilhørende påtale, mundtlige og skriftlige advarsler. Det vil sige den mere restriktive og sanktionerende vej”, fortæller Per Møller, rektor på Munkensdam Gymnasium om måden, som gymnasiet har valgt at håndhæve lovgivningen på.

”Den anden vej er et kampagne-setup med skolens elevråd og Kolding Kommune som bl.a. indbefatter et kursus om at stoppe med den dårlige vane. Studievejledningen vil også blive integreret i det her”, fortæller Per Møller om håndteringen af elever med allerede eksisterende tobaksvaner.

Med restriktionerne på tobaksbrug i skoletiden, er der interesse i at kunne få eleverne, der allerede er afhængige af tobak, til at stoppe igen. Det skal understøttes af fakta:

”Vi vil primært gå en vej, der går i retning af at oplyse om, at det er usundt, og at det påvirker din organisme”, forklarer Per Møller.

Ifølge studie- og ordensreglementet hos gymnasiet, er skoletiden defineret ved at være fra klokken 08:00-16:00. Disse regler gælder også på studieture og undervisning udenfor skolens område. Per Møller mener dog ikke, at man kan kontrollere, om eleverne tager ud for at indtage tobak i smug:

”Jeg har ikke nogen i gule veste, der løber op ad gader og stræder til at holde øje med, om eleverne overholder lovgivningen uden for skolens matrikel.”

Kolding er en pendlerby, ikke en studieby

Over halvdelen af Koldings 5000 studerende bosætter sig ikke i kommunen under deres uddannelse. 

Af Kamille Agerley Rørsgaard

Amanda Alice Bird Mai
23 år
Studerende på SDU
HA Digitalisering og Forretningsudvikling i Kolding
Foto: Amanda Alice Bird Mai

Mange af de studerende i Kolding vil hellere pendle end at bosætte sig i kommunen. Af de omkring 5000 studerende er det under halvdelen, der bosætter sig i byen.

Ifølge to unge studerende er dette blevet en ond cirkel. 

Et stærkt studiemiljø ville være noget, der kunne få den 23-årige studerende Amanda Alice Bird Mai til at flytte til Kolding. 

“Størstedelen af mine medstuderende bor, ligesom mig selv, ikke i Kolding, de fleste pendler. Det gør, at Kolding ikke er en studieby for mig,” Siger Amanda Alice Bird Mai, når hun skal forklare, hvorfor hun ikke har bosat i Kolding, men derimod pendler 2,5 time frem og tilbage fra København. 

Et stærkt studiemiljø er heller ikke noget den 23-årige studerende Maja Fels Hedegaard har oplevet, i dét år hun boede i Kolding.

“Det, der er mest ærgerligt, er at studiefællesskabet er opdelt. Jeg kan i hvert fald tydeligt mærke det på mit studie. Der er ikke særlig mange, der bor i Kolding. De fleste bor Århus eller Odense. Dem der boede i Århus, snakker sammen, dem fra Kolding snakker sammen osv.” 

Maja Fels Hedegaard mener, at de studerende påvirker hinanden, i og med, at folk ikke flytter til Kolding, fordi de fleste pendler, og det gør, at endnu færre flytter derhen. 

“Det er jo en lille by, men man kan de samme ting som i de større byer, jeg tror bare ikke, folk er klar over det.” siger Maja Fels Hedegaard. 

Maja Fels Hedegaard
23 år
Nu på orlov
Studerende på SDU
Designkultur og økonomi i Kolding Foto: Maja Fels Hedegaard

Både Amanda Alice Bird Mai og Maja Fels Hedegaard er enige om, at Kolding har meget potentiale som studieby, og at der er fordele i, at cafeer og barer ligger så centralt. 

De er dog også begge enige om, hvis der skal komme et fedt studieliv i deres øjne, skal der nogle flere unge til kommunen, og både Amanda Alice Bird Mai og Maja Fels Hedegaard mener, at flere uddannelser kunne være en oplagt mulighed for Kolding

Netop flere uddannelsesmuligheder er en ting Kristina Jørgensen (DF), formand for uddannelsesrådet i Kolding Kommune ser i et fremtidigt Kolding. 

“Vi vil gerne tiltrække flere uddannelser til byen, så der kommer et bredere udvalg.” siger Kristina Jørgensen. “Vi vil rigtig gerne have, at unge synes, at Kolding er så spændende, at de gerne vil bosætte sig, arbejde eller læse videre her.” fortsætter hun.

Kristina Jørgensen mener at der kan være mange grunde til, at de studerende ikke bosætter sig i Kolding, men hun nævner, at de blandt andet bruger sociale medier til at brande kommunen.

“Så vil vi gerne blive endnu bedre til at synliggøre Kolding over for unge mennesker” siger Kristina Jørgensen.