KIF Fodbold vil udvikle helstøbte talenter

Kolding har flere tilbud, som unge talentfulde sportsudøvere kan benytte sig af. Et af dem er en Team Danmark-ordning, der gør det muligt for unge eliteudøvere at kombinere deres sport med uddannelse.

Foto: Daniel Bak

Af Simon Skovhus

I Kolding fylder talentarbejde meget dagsordenen, hvor flere af byens eliteklubber samarbejder med ungdomsuddannelserne, for at kunne give unge talenter de bedst mulige forudsætninger. Det er et område, hvor man hele tiden forsøger at forbedre vilkårene, derfor har KIF Fodbold forsøgt at undersøge, hvordan det er muligt.

Hos KIF Fodbold har talentarbejdet fået vokseværk, og det begynder at fylde mere i dagligdagen. Derfor har de også iværksat nye initiativer på talentområdet. Frederik Lund, som til dagligt er tekniskchef hos KIF fodbold, udtrykker også stort engagement omkring talentprojektet:

”Det går utrolig stærkt i fodboldverdenen, derfor bliver vi også nødt til at igangsætte nogle initiativer, så vi hele tiden kan udvikle og forbedre vores talentafdeling,” siger Frederik Lund.  

Senest har KIF fodbold fået mulighed for at tilbyde bolig til de ungdomsspillere, som ikke kommer fra nærområdet. Den løsning er også utroligt essentiel for at give de unge spillere de bedst mulige vilkår. Helt konkret betyder det, at spillerene får mulighed for at bo tættere på træningsanlægget og deres uddannelse, hvilket skal bidrage til en mere overskuelig hverdag:

”Vi stræber efter at udvikle spillere, som både fungerer sportsligt og personligt, derfor forsøger vi at have en helhedsorienteret talentudvikling, så spillerne kan fokusere på både fodbold og uddannelse”, siger Frederik Lund.

Ambitionerne i KIF Fodbold er store, og de forventer også, at det store talentarbejde kommer til at bære frugt i fremtiden. Hos KIF Fodbold er det også et klart mål, at flere ungdomsspillere klarer skærene og etablerer sig i seniortruppen.

Handicapformand mangler information om nye principper inden for handicapområdet

For en uge siden udarbejdede Kommunernes Landsforening og Handicaporganisationer fem nye principper med målet om at styrke tilliden og samarbejdet mellem kommunen og handicappede borgere. Men handicapformanden i Kolding Kommune mener ikke, at han er blevet ordentligt informeret.

Af Clara Hughes

De fem nye principper fra Kommunernes Landsforening og Handicaporganisationer er lavet til alle landets kommuner, herunder Kolding Kommune. Rasmus Lund-Sørensen, handicapformand i Kolding Kommune, kender dog ikke til de nye principper:

“Jeg har ikke hørt noget, om de nye tiltag, og det er da lidt underligt, nu hvor jeg er formand,” fortæller Rasmus Lund-Sørensen.

Næstformand for Socialøkonomi-,Handicap- og Hjælpemiddeludvalget Trille Nikolajsen (V) kender ikke til handicapformandens mangel på information:

“Vi har haft principperne med i handicaprådet, og der har rådet spurgt, om de ikke måtte være med i processen. Det må de hjertens gerne,” forklarer Trille Nikolajsen.

Kolding Kommune stræber efter, at det bliver en fælles proces at gøre kommunen bedre til de fem principper.

Rasmus Lund-Sørensen forklarer, at han faktisk synes, at samarbejdet mellem handicappede borgerer og kommunen fungerer fint til hverdag. Derfor ærgrer det ham også, når han ikke føler sig informeret om de nye tiltag.

Kolding Kommune har under gårsdagens møde besluttet, at de skal lave en måling om, hvordan de klarer sig ud fra de fem principper. De første resultater fra denne måling, vil være tilgængeligt om omtrent tre måneder.

Sygeplejerskestrejken udsætter adskillige aftaler for koldingensere

Næsten 300 strejkende ansatte hos Sygehus Lillebælt har betydet, at mere end 1600 aftaler er blevet udskudt den seneste uge, viser tal fra Region Syddanmark.

Fra på lørdag af vil Kolding Sygehus få flere besøgende igen, da et hastebehandlet lovforslag vil ende sygeplejerskestrejken. Foto: Daniel Thorsøe Bak

Af Daniel Thorsøe Bak

Hvis du har en aftale på Kolding Sygehus den kommende tid, er der stor chance for, at den bliver aflyst. Tal fra Region Syddanmark viser nemlig, at sygeplejerskestrejken den seneste uge har været årsag til udsættelser af mere end 1600 aftaler hos Sygehus Lillebælt, som sygehuset i Kolding er en del af.

Det er 296 strejkende medarbejdere på Sygehus Lillebælt, der har forsaget de mange udskydelser. Den endelige opgørelse for denne uge kommer først i slutningen af ugen, men allerede onsdag blev aftale nummer 1500 udsat.

Ud af disse mange aftaler findes også udskudte operationer. Onsdag meldte Sundhedsstyrelsen ud, at der på landsplan var omkring 35.500 operationer, som er blevet rykket til en gang i fremtiden. I samme ombæring blev der fortalt, at efterslæbet kan vare i op til to år. Og det er vel og mærke, hvis konflikten ville stoppe i går.

Løsningen er snart på vej

Sygeplejerskerne har rundt i landet strejket siden den 19. juni, men det vil der komme en ende på nu. Regeringen har nemlig lavet et lovforslag, der er sendt til hastebehandling i dag. Hvis forslaget vedtages, kan det allerede træde i kraft på lørdag.

En hastebehandling af et lovforslag kræver stemmer fra tre fjerdedele af Folketinget, og det ser det ud til at få, selvom DF, Alternativet samt støttepartierne til regeringen SF og Enhedslisten vil stemme imod.

Sundhedsminister Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet har tidligere lagt stor vægt på, at det er vigtigt, at strejken snart stopper.

”Fra uge til uge forværres situationen ganske dramatisk. Vi kan ikke køre med halv kraft. For hver uge forlænger vi puklen med ti uger vi skal have fundet en løsning, for vores sundhedsvæsen er i en uholdbar situation og kan ikke holde til det her særligt meget længere,” siger han til TV 2 i et tidligere interview.

Koldings seniorforeninger får penge: ”De falder på et tørt sted”

I Kolding byråds budgetaftale for 2022 er der bevilliget 1,5 mio. kr. til foreningerne i Kolding kommune. Koldings frivillige seniorforeninger kan i det kommende år se frem til en sum penge.

Af Naja Kristensen

Coronapandemien har i godt og vel 1,5 år vendt hverdagen på hovedet hos mange ældre, der i en lang periode har været uden de vante fællesskaber og aktiviteter.

Dette vil Kolding Kommune derfor forsøge at rette op på med deres budgetaftale for 2022. Kommunen har prioriteret 15,8 mio. kr. til en coronapulje, der blandet andet skal bruges til at genopbygge de fællesskaber og sociale aktiviteter, der i coronaperioden har været hårdt udsat.

Af den 15,8 mio. kr. store pulje skal 1,5 mio. kr. alene gå til seniorpolitikken, hvilket glæder de mange seniorforeninger i Kolding.

Medlemmerne savner foreningerne

Hos OK-Klubben i Kolding er de glade for kommunens beslutning, hvor pengene ifølge Helle Lund, leder af klubben, kommer til at falde på et tørt sted:

”Pengene skal puttes i det hul, der er opstået, så vi kan opretholde de kulturtilbud vi tilbyder i dagligdagen. Og der synes vi, at vi har mange gode tilbud.”

Den stigende trang til flere sociale arrangementer og higen efter at komme tilbage i foreningerne på fuld tid, har for OK-Klubben været længe undervejs. Det kan især ses hos klubbens torsdags-arrangementer, der de seneste gange har tillokket over 100 borgere til:

”Vi skal simpelthen mødes. Vi har været alt for længe væk fra hinanden. Efter den første corona-periode, hvor mange af de ældre var bekymrede og forblev hjemme i stuerne, kan vi mærke, at de nu gerne vil ud i foreningerne igen”, fortæller leder Helle Lund.

Livsindhold til medlemmerne

I Ældre Sagen i Kolding er de også meget glade for det ekstra tilskud, der venter, og skal nu bruge den kommende periode på at beslutte, hvordan pengene bedst muligt kan fordeles på foreningens mange initiativer:

”Vi tilbyder en lang række aktiviteter, såsom fysisktræning, udflugter og foredrag, så vi kan altid finde et godt sted til de midler vi får tildelt. Det der er vigtigst lige nu, er selvfølgelig de aktiviteter, der giver noget livsindhold for vores medlemmer”, fortæller formanden for Ældre Sagen i Kolding, Jørn Høgh Nielsen.

Den konkrete udmøntning af pengene blandt foreningerne bliver i dag besluttet på udvalgsmødet i ældrerådet.

Coronapenge giver Kolding Gymnasium mere spillerum til sociale aktiviteter for eleverne

En række danske gymnasier, herunder Kolding Gymnasium, har modtaget midler til at få trivslen øget igen på bagkant af corona.

Af Kamille Agerley Rørsgaard

Eleverne på Kolding Gymnasium har fået mulighed for flere dags ekskursioner, lektiecafeer og undervisningstimer.

I februar modtog Danske Gymnasier nemlig 600 millioner kroner fra Folketinget, for at indhente det faglige efterslæb og forstærke trivslen efter corona nedlukningerne. 

Sune Hother Pedersen, rektor på Kolding Gymnasium siger, at Kolding Gymnasium har sat pris på, at midlerne er fordelt på både faglige og sociale aktiviteter.

“Vi oplevede i foråret, og gør det stadig, at der er et vist fagligt efterslæb, men der er i høj grad også er et trivsels efterslæb ovenpå nedlukningen.” 

Midlerne har betydet, at Kolding Gymnasium i foråret kunne sætte ind med flere timer i eksamensfagene, og flere lektiecafeer er blevet stablet på benene, da eleverne efter anden nedlukning kom tilbage i skole på deltid.

Trivselsmæssigt har Kolding Gymnasium nu haft flere midler til dags ekskursioner i skoletiden. Blandingen af det faglige og det sociale, mener Sune Hother Pedersen, kan gavne elevernes trivsel 

“Vi synes det har fungeret godt, at eleverne kommer ud og oplever et museum eller en virksomhed, men også blot det at sidde i en bus ved siden af sine kammerater og tale med dem igen har været vigtigt.”

Derudover har skolen givet eleverne mulighed for at komme med konkrete forslag til sociale ting som hvis de f.eks. vil ud og bowle, siger Sune Hother Pedersen. 

Oprindeligt skulle midlerne være brugt inden 1. juli 2021, men blev i juni rykket til december, bl.a. fordi mange af gymnasierne ikke kunne nå at bruge dem inden fristen udløb. Sune Hother Pedersen fortæller at Kolding Gymnasium ikke har brugt alle midlerne. Skolen vil forsat bruge midlerne til at mindske det faglige efterslæb og styrke trivslen.

Brandingekspert: En ny spillefilm vil ikke gavne Kolding på den lange bane

Åbn billede
Åbn billede
Åbn billede

Foto: Matilde Krogsgaard

Kolding kommune håber, at deres støtte på to millioner kroner til ny spillefilm, instrueret af koldingbarnet Anders W Bertelsen, vil være med til at skabe omtale om Kolding og trække flere turister til byen. En kendt storbysstrategi, siger brandingekspert, men næppe holdbar for en by som Kolding.

Af Matilde Krogsgaard

Kolding: Kolding danner i disse dage rammen for én af Danmarks næste store komedier: Lykkelige omstændigheder. Dette gør de blandt andet, fordi Kolding Kommune, med borgmester Jørn Pedersen i spidsen, har valgt at støtte filmprojektet med to millioner kroner, efter at byrådsmedlem, Merete Due Paarup, havde foreslået kommunen at gøre det.

Anders W Bertelsen kommer fra Kolding, og har siddet i teaterbestyrelsen for det tidligere Mungo Park-teater i Kolding sammen med Merete Due Paarup, og det var derfor hende, som pitchede ideen for kommunen og foreslog dem at smide penge i projektet.

Merete Due Paarup ser personligt meget potentiale i spillefilmen og mener, at de to millioner, som er taget fra kommunens brandingpulje, er givet godt ud.

”Isoleret set er to millioner mange penge ja, men på lang sigt så, tror jeg, at pengene kommer til at gavne Kolding Kommune,” udtaler Merete Due Paarup.

Merete Due Paarup indrømmer samtidigt, at kommunen selvfølgelig har bedt om noget til gengæld for deres generøse bidrag til spillefilmen, hvilket blandt andet er grunden til at filmen vil komme til at have premiere i Kolding biograf. Herudover har kommunen også lavet en ”ønskeliste” over seværdigheder og områder i Kolding, som de gerne ser indgå i den storstilede spillefilm.

En kortvarig succes – måske

Den Kolde Avis har i forbindelse med denne artikel snakket med en lektor ved CBS og brandingekspert Szilvia Gyimothy, om hvorvidt hun tror, at filmen ”Lykkelige omstændigheder”, har potentiale for i fremtiden at gavne Kolding og eventuelt trække flere turister og borgere til byen. Noget, som kommunen hungrer efter, da befolkningstallet de seneste år har vist sig at gå i en negativ retning.

Szilvia Gyimothy anerkender, at Kolding Kommune, ved at støtte spillefilmen, gør brug af en velkendt brandingstrategi, som flere lande og byer gennem tiden har nydt godt af. Når det er sagt, så tror hun ikke, at Kolding skal regne med at få mange flere besøgende de kommende år på grund af omtale efter én enkelt spillefilm.

”Det er ret sjældent, at en enkelt film kan skabe et gennembrud for turismemarkedet,” udtaler Szilvia Gyimothy.

Helt slemt er det dog ikke og Kolding Kommune skal altså ikke føle sig helt modløse over at have smidt penge efter filmprojektet, men på den lange bane kommer filmen næppe til at sætte et markant aftryk på byen, understreger Szilvia Gyimothy.

”Man ser tit, at spillefilm har en umiddelbar effekt direkte efter filmens visning, derfor er det ret sandsynligt, at der kommer en interesse for Kolding på den korte bane, men den direkte effekt eller respons, den er ret hurtigt aftagende.”