”Hvad fanden sker der for trafikken i Kolding?”

Kolding bymidte rammes af lange køer, når der er uheld på motorvejen.

Kilde: Ritzau Scanpix

Af Freya Engbjerg Pedersen

Når der sker en ulykke på en af motorvejene omkring Kolding, bliver bilisterne tvunget ind i byen. Det skaber trængsel på vejene og længere køreture for koldingenserne.

Sidste fredag eftermiddag skete der en ulykke på E45 nær Kolding. Det betød, at bilisterne måtte gennem Kolding og en køretur hjem fra arbejde, der plejede at tage 10 minutter, endte med at tage 50. Det har fået Hother Meyer til at skrive dette opslag på Facebook:

”Hvad fanden sker der for trafikken (eller sker ikke) i Kolding sådan en fredag eftermiddag. Total kø lige meget, hvor man kører hen. På Vejlevej stod det helt stille omkring kl. 14. 50 min om at køre fra krydset ved MC Donald til Bramdrupdam, da Vejlevej. Infrastruktur findes ikke i denne by.”

Opslaget har fået 151 kommentarer, og koldinggenserne deler hans holdning.

Hother Meyer kritiserer ikke trafikken i myldretiden under normale omstændigheder, men når der sker uheld på motorvejene omkring Kolding, bliver trafikken dirigeret ind gennem midtbyen, og det kan gøre turen hjem lang:

”Jeg holder i kø ude ved storcenteret og lysreguleringen skifter tre gange, inden jeg når frem. Så skifter jeg lige så stille over i den højre svingbane og tænker, jeg vil køre ud til Brandrupskovvej og så bagom, men så holder de også i kø der,” siger Hother Meyer og fortsætter: ”da jeg kommer hjem og står af min motorcykel, der er klokken ti minutter i tre.”

Færre biler er den bedste løsning

Formand for teknikudvalget i Kolding Kommune, Jakob Ville, anerkender problemet men siger, at det bliver svært at løse. Han peger på intelligente styrringssystemer som et skridt på vejen mod mere flydende trafik i Kolding bymidte. Det kan blandt andet være Wi-Fi teknologi, hvor biler og lyskryds ”taler sammen”, der afhjælper trængsel på vejene, men det er langt fra alle biler, der kan tilpasses den teknologi.

Jakob Ville foreslår også, at flere personer kan deles om færre biler:

”I myldretiden sidder der i gennemsnit 1,07 personer i hver bil, og det er jo ikke meget. Kunne man hæve det til bare 1,2 i hver bil, så ville det jo komme til at betyde et væsentligt fald af antallet af biler. Og jo færre biler der er, jo bedre glider trafikken,” siger Jakob Ville.

Overbelastet motorvej og flere ulykker

Motorvejsstrækningerne omkring Kolding vil i 2030 være kritisk belastede, det viser en rapport fra Vejdirektoratet. Men belastningen kan allerede mærkes i Kolding by. Rapporten viser også, at motorvejene omkring Kolding har en ulykke frekvens over gennemsnittet.

Derfor er det blevet vedtaget, at E45 omkring Kolding skal udbygges med en ekstra vejbane for at afhjælpe trængslen. Dog vil risikoen for ulykker fortsat være der:

”Det skulle jo gerne have en betydning, men det ændrer jo ikke, at den dag, der sker en stor ulykke derude, så sander det til i Kolding igen. Det er jo desværre et vilkår,” siger Jakob Ville og fortsætter:

”Det kan jo være en menneskelig fejl. Det kan være en, der falder i søvn over rattet. Det kan man ikke forebygge,” siger Jakob Ville.