Bestyrelsesformand i Kolding IF om spillerkollaps: ”Det var ikke lige så slemt som med Christian Eriksen”

Da den 20-årige midtbanespiller Ahmed Daghims kollapsede på banen var det ikke lige så slemt, som da landsholdsstjernen Christian Eriksen fik hjertestop, fortæller bestyrelsesformanden i fodboldklubben Kolding IF, Claus Holm-Søberg. Han påpeger, at det stadig var alvorligt.

Af Daniel Thorsøe Bak

Kolding IF spiller første kamp siden kollapset af Ahmed Daghim på fredag på holdets hjemmebane, Autocentralen Park
Foto: Daniel Thorsøe Bak

Lørdag eftermiddag kollapsede den 20-årige midtbanespiller Ahmed Daghim, mens han varmede op for Kolding IF under holdets udekamp mod FA 2000.

Der var en læge blandt tilskuerne, og der blev hurtigt tilkaldt en ambulance. Efterfølgende har Kolding IF meldt ud i en pressemeddelelse, at fodboldspilleren efter omstændighederne har det godt, og at alle tests fra Bispebjerg Hospital er positive.

For lidt mere end to måneder siden skete noget tilsvarende i Parken, da landsholdsstjernen Christian Eriksen faldt om med hjertestop på banen under det danske landsholds første kamp ved EM-slutrunden.

Heldigvis begyndte Christian Eriksens hjerte at slå igen efter en redningsaktion af spillere og redningspersonale, hvor både hjertemassage og elektrisk stød med hjertestarter var nødvendigt.

Om lørdagens tragiske oplevelse for Ahmed Daghim og Kolding IF har klubben indtil videre ikke meldt andet ud end, at der har været tale om et kollaps.

Kolding IFs bestyrelsesformand, Claus Holm-Søberg, kunne dog i et interview med Den Kolde Avis fortælle, at situationen ikke er lige så alvorligt som ved EM-kampen i Parken med Christian Eriksens hjertestop.

”Det har ikke været så slemt som med Christian Eriksen, men det har alligevel været slemt nok.

 Altså han faldt jo om, og han havde brug for hjælp”, fortæller Claus Holm-Søberg.

Den egentlige årsag for kollapset kender bestyrelsesformanden dog ikke endnu.

”Jeg har ikke fået den endelige melding på, hvad den egentlige årsag er, og hvad der helt præcist er hændt.

Jeg kan dog sige, at alle test, prøver og undersøgelser er gode”, siger Claus Holm-Søberg.

Situationen kunne ikke være håndteret bedre

Der er ingen tvivl om, at det var en meget alvorlig hændelse. Heldigvis blev det håndteret upåklageligt, og det var Kolding IF taknemmelige for i pressemeddelelsen, der blev sendt ud efterfølgende.

En stor, stor tak til alle, der var en del af denne forfærdelige situation, skriver Kolding IF på klubbens hjemmeside.

Claus Holm-Søberg er også stolt af klubbens egen ageren.

”Jeg synes bestemt, at situationen er blevet håndteret godt af klubben.

 Det vigtigste for os er, at Ahmed Daghim har det godt, men det er også vigtigt, at dem der har været direkte involveret, får hjælp og kommer ovenpå igen.

Der blev iværksat kriseredskab allerede på dagen. De, der havde brug for det, fik hjælp.

Vi kunne ikke gøre mere end, hvad vi gjorde”, siger bestyrelsesformanden.

Kolding IF spiller allerede igen på fredag

Lørdagens kamp blev aflyst grundet de tragiske omstændigheder, og truppen er først mødt ind til træning tirsdag morgen. Trods det er holdet klar til kamp igen fredag aften ifølge bestyrelsesformanden, Claus Holm-Søberg.

”Vi skal være klar til at spille fodbold igen. Vi har en kamp på fredag, og der skal vi være beredte”, siger bestyrelsesformanden.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra spillere eller cheftræneren i Kolding IF.