Nyt forslag kan koste Kolding Kommune 22,5 millioner kroner

3F er kommet med et forslag om at straffe landets kommuner økonomisk for hver elev, der ikke kommer videre efter folkeskolen. Hvis det forslag gjaldt i år, ville Kolding skulle betale 22,5 millioner kroner

Af Anne Falkenberg

Kommunerne skal have en straf for hver ung, som ikke kommer i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse efter folkeskolen. Sådan lyder fagforeningen 3F’s nye forslag, som fastsætter straffen til, at kommunerne skal miste en halv million kroner per ung, der ikke kommer videre. Pengene skal trækkes fra bloktilskuddet, som er statens økonomiske tilskud til kommunerne.

I år var der 45 afgangselever i Kolding Kommune, som valgte ikke at gå i gang med en uddannelse. Det oplyser Ungdommens Uddannelsesvejledning Kolding på deres hjemmeside. De 45 elever ville tilsammen have kostet Kolding Kommune 22,5 millioner kroner, hvis forslaget var gældende.

Antallet af elever bekymrer dog ikke Kristina Jørgensen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune:

”Jeg synes ikke, at 45 er mange ud af det samlede antal unge. Vi regner rundt regnet med, at vi har 1000 elever per årgang.”

Om 3F’s forslag siger hun:

”Jeg synes, det ville være en helt forkert fremgangsmåde i forsøget på at nudge kommunerne til at få flere videre efter folkeskolen. Der kan være så mange grunde til, at en ung ikke kommer videre, som vi nærmest ingen chance har for at gøre noget ved.”

Kristina Jørgensen

3F’s forbundsformand Per Christensen har til Jyllands-Posten udtalt at straffens beløbsstørrelse godt kan diskuteres.

Forslaget kommer i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens ”Konference om fremtidens Danmark”, der i dag afholdes i Fredericia. Deltagerne er blandt andet repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og politikere.