LGBTQ+ udstilling på Kolding Bibliotek fascinerer og provokerer

Kolding Biblioteks LGBTQ+ udstilling møder blandede reaktioner. Men det er netop det, en udstilling skal, fortæller bibliotekar Debbie Ørskov

LGBTQ+ udstillingen indeholder både bøger, brochurer, film og tilbud om en læseklub for unge. Foto: Anne Falkenberg

Af Anne Falkenberg

På Kolding Bibliotek er de blevet mødt med blandede reaktioner til deres LGBTQ+ udstilling. Nogle er blevet provokeret og har ikke ønsket at se den stå fremme. Andre er blevet fascinerede og har revet indholdet væk.

Bibliotekar Debbie Ørskov, der har lavet udstillingen, mener dog at reaktionerne hører med til det, en udstilling skal gøre:

”Der var en mand, der kom hen og sagde, ’hvorfor i al verden skal det pis stå her’. Så der er også nogle, der føler sig direkte provokerede af at se, vi vifter med Pride-flagene. Men der er også mange, der tager bøgerne og synes, det er en fantastisk udstilling. Og et folkebibliotek skal jo være for alle, og det prøver vi at ramme.”

Bøgerne rammer bredt

Biblioteket har lavet udstillingen flere gange tidligere. Hver gang er bøgerne blevet revet væk, og det mener Debbie Ørskov skyldes bøgernes universelle temaer:

”Læserne er ikke kun de minoriteter, som bøgerne handler om. Sådan nogle ting som kærlighed og de problemstillinger, der tages op, rammer rigtig bredt. Og det ser jeg som skyld i, at der er mange, der læser det,” siger Debbie Ørskov.

Bøgerne er altid at finde på bibliotekets hylder. Men de er også at finde i udstillingerne året rundt på Kolding Bibliotek. Et eksempel på dette er når biblioteket har haft kærlighedsudstillinger, hvor LQBTQ+ emnet taler godt ind i temaet.

Debbie Ørskov er bibliotekar ved Koldingbibliotekerne. Foto: Anne Falkenberg

Alle besøgende kan få noget ud af udstillingen

På Kolding Bibliotek er en mor og datter stoppet op for at se udstillingen. Moderen, Lene Fuglsang Svendsen, må helt tæt på skiltet og læse samt spørge datteren, Anna Fuglsang Clement Svendsen, til hjælp, for at vide, hvad LGBTQ+ står for. Regnbueflagene kender de dog begge betydningen af.

Om udstillingen fortæller Lene Fuglsang Svendsen:

”Jeg synes ikke lige, at emnerne er noget jeg interesserer mig for. Jo måske filmen kunne jeg godt tænke mig at se. Men ellers så håber jeg bare, at der er nogle andre, der kan få noget ud af det.”

Udstillingen er lavet i forbindelse med Pride, der har været i midten af august, og har stået fremme hele måneden. Det er ikke endeligt besluttet, hvor længe den skal stå fremme. Indtil videre er planen dog måneden ud. LGBTQ+ udstillingen kan findes på Kolding Bibliotek nær informationen.

Lene Fuglsang Svendsen (tv.) og Anna Fuglsang Clement Svendsen (th.) på Kolding Bibliotek. Foto: Anne Falkenberg