Koldings seniorforeninger får penge: ”De falder på et tørt sted”

I Kolding byråds budgetaftale for 2022 er der bevilliget 1,5 mio. kr. til foreningerne i Kolding kommune. Koldings frivillige seniorforeninger kan i det kommende år se frem til en sum penge.

Af Naja Kristensen

Coronapandemien har i godt og vel 1,5 år vendt hverdagen på hovedet hos mange ældre, der i en lang periode har været uden de vante fællesskaber og aktiviteter.

Dette vil Kolding Kommune derfor forsøge at rette op på med deres budgetaftale for 2022. Kommunen har prioriteret 15,8 mio. kr. til en coronapulje, der blandet andet skal bruges til at genopbygge de fællesskaber og sociale aktiviteter, der i coronaperioden har været hårdt udsat.

Af den 15,8 mio. kr. store pulje skal 1,5 mio. kr. alene gå til seniorpolitikken, hvilket glæder de mange seniorforeninger i Kolding.

Medlemmerne savner foreningerne

Hos OK-Klubben i Kolding er de glade for kommunens beslutning, hvor pengene ifølge Helle Lund, leder af klubben, kommer til at falde på et tørt sted:

”Pengene skal puttes i det hul, der er opstået, så vi kan opretholde de kulturtilbud vi tilbyder i dagligdagen. Og der synes vi, at vi har mange gode tilbud.”

Den stigende trang til flere sociale arrangementer og higen efter at komme tilbage i foreningerne på fuld tid, har for OK-Klubben været længe undervejs. Det kan især ses hos klubbens torsdags-arrangementer, der de seneste gange har tillokket over 100 borgere til:

”Vi skal simpelthen mødes. Vi har været alt for længe væk fra hinanden. Efter den første corona-periode, hvor mange af de ældre var bekymrede og forblev hjemme i stuerne, kan vi mærke, at de nu gerne vil ud i foreningerne igen”, fortæller leder Helle Lund.

Livsindhold til medlemmerne

I Ældre Sagen i Kolding er de også meget glade for det ekstra tilskud, der venter, og skal nu bruge den kommende periode på at beslutte, hvordan pengene bedst muligt kan fordeles på foreningens mange initiativer:

”Vi tilbyder en lang række aktiviteter, såsom fysisktræning, udflugter og foredrag, så vi kan altid finde et godt sted til de midler vi får tildelt. Det der er vigtigst lige nu, er selvfølgelig de aktiviteter, der giver noget livsindhold for vores medlemmer”, fortæller formanden for Ældre Sagen i Kolding, Jørn Høgh Nielsen.

Den konkrete udmøntning af pengene blandt foreningerne bliver i dag besluttet på udvalgsmødet i ældrerådet.