Boblberg bliver permanent i Kolding: ”Vi vil gerne arbejde for at mindske ensomhed”

Den digitale, sociale platform Boblberg, hvor man kan søge nye venskaber, bliver permanent til rådighed for Koldings beboere. Det er blevet besluttet i Koldings byråd, efter Boblberg oplever et stigende antal af brugere fra Kolding.

Af Clara Hughes

Kolding Kommune har netop besluttet, at Boblberg forbliver til rådighed for borgerne i byen. For omtrent et år siden indgik kommunen en aftale med Boblberg, så alle kommunens beboere kvit og frit kan gøre brug af hjemmesiden og app’en Boblberg i to år. Nu er aftalen blevet permanent, fortæller projektleder for Boblberg og udviklingskonsulent for frivillighed og fællesskab Mette Winther Hauge.

“Vi vil gerne arbejde for, at denne portal imødekommer den stigende ensomhed, som vi oplever, der sker, blandt borgerne.”

Kommunen har oplevet en stor efterspørgsel fra ensomme borgere, der har hørt om platformen Boblberg. Den efterspørgsel har de forsøgt at komme til livs, og i sidste uge rundede de 5.000 brugere af Boblberg i Kolding Kommune.

En af de borgere, der bruger Boblberg, er 28-årige Silja Thøger Vendelbo. Hun flyttede til Kolding for omtrent to år siden uden at kende nogen på forhånd. Nu er hun på barsel med sin seks måneder gamle søn.

“Jeg går og synes, det er lidt ensomt på barsel, men der findes også mange andre ensomme. Det er jo et tabubelagt emne, og her er Boblberg et godt ståsted til at søge nye fællesskaber.”

Silja Thøger Vendelbo bruger det meste af sin tid sammen med sin mindste søn. Foto: Clara Hughes

Silja Thøger Vendelbo har før søgt venskaber gennem andre sider som Badoo, som mange kender som en platform, man bruger til dating. Selvom Badoo skriver, at platformen også er oplagt til dem, der søger venskaber, er det ikke den oplevelse Silja Thøger Vendelbo har haft.

“Jeg har fået kommentarer som venner har jeg nok af, hvor det er jo det, jeg ikke har nok af. Det er et sted jeg mangler, og det er derfor, jeg bruger platformen Boblberg.”

Boblberg har klare regler om, at man kun må søge nye fællesskaber, grupper, venskaber eller lignende og dermed ikke må søge efter dating, kærester eller sex. Kolding Kommune har nemlig lavet et samarbejde med Boblberg med målet om at fremme mental og fysisk sundhed og styrke folkesundheden gennem meningsfulde fællesskaber.

HVAD ER BOBLBERG: Boblberg er en webside, hvor man kan se hvilke foreninger, der er i den kommune, man befinder sig i. Du kan se, hvis andre søger venskaber, eller du kan selv lave en bobbel, altså et opslag og skrive, hvad du søger. 52 kommuner har indgået en aftale med Boblberg. 400.000 brugere har oprettet sig på Boblberg på landsplan. Der er en responsrate på 87 procent i Kolding Kommune. Der er over 5000 brugere i Kolding Kommune.

“Hvis nu jeg mangler en makker til at gå tur med, så kan jeg gå ind og se i mit nærområde, hvem der har lyst til at gå tur sammen med mig. Det kan man gå ind og søge efter, eller man kan lave sit eget opslag,” fortæller Mette Winther Hauge.

“At byrådet har gjort aftalen med Boblberg permanent er et udtryk for, at man politisk bakker op om en platform, der styrker livskvaliteten i forhold til sociale fællesskaber”, uddyber Mette Winther Hauge.

Silja Thøger vendelbo bruger den nye app for Boblberg. Det gør den mere tilgængelig, når man ikke skal logge ind på hjemmesiden for at tjekke de nyeste bobler. Foto: Clara Hughes

“Det er ikke kun ensomme borgere, der bruger Boblberg,” pointerer projektlederen for Boblberg. Platformen er også for foreninger, der vil blive mere synlige for borgerne i Kolding. Kommunen arbejder fortsat på at få udbredt kendskabet til siden, så flere borgere kan gøre nytte af den sociale platform.